11. apr. 2010

Folinsyre / Folsyre (B9)

Jeg har ofte hørt om Folinsyre /Folsyre i forbindelse med graviditet, og har hver gang spekuleret på hvad det er, og om det er vigtigt. Jeg valgte derfor at slå det op, og fandt ud af, at det faktisk er det som man også kalder B9, dvs. en B-vitamin. B-vitaminer er vandopløselige, hvilket betyder at de optages hurtigt og forlader kroppen hurtigt, da de udskilles via kropsvæskerne. B-vitaminer findes i fuldkornsprodukter, nødder, kød, fisk, æg, grøntsager, frugt, mælkeprodukter, ølgær osv.

Hvad er B9?
B9 indgår i opbygningen af vores arvemateriale (DNA), og det er vigtigt for vores nervesystem og dannelsen af røde og hvide blodlegemer. B9 har også stor betydning for dannelsen af hjernesignalstoffer, hvilket påvirker humøret.

Hvorfor er B9 især vigtigt for gravide?
B9 har meget stor betydning for fosterets udvikling, idet det forebygger rygmarvsmisdannelsen neuralrørsdefekt. Hvis man tager B9 sammen med B12 kan man også hæmme udviklingen af celleforandringer i livmoderhalsen.

Hvor meget skal man tage?
For de kvinder der planlægger at blive gravide, som er gravide eller ammer er 400 mikrogram om dagen nok, hvilket er en dobbeltdosis i forhold til hvad andre skal tage. Man kan dog tage op til 150 mg om dagen, så man skal tage meget, for at få forgiftningssymptomer. B9 kan købes i Matas, apoteker, helseforretninger osv. og man kan vælge at købe multivitaminer, som indeholder det, eller tabletter som kun indeholder B9.

Hvis du har spørgsmål om det, bør du snakke med din læge eller spørge på apoteket.

10. apr. 2010

Graviditetstesten

Nu hvor jeg snart påbegynder projekt baby har jeg haft en masse tanker kørende i hovedet. Jeg har bl.a. tænkt på, hvordan man ved at man er gravid og hvor hurtigt man kan finde ud af det. Så jeg gav mig til at undersøge, hvordan en graviditetstest fungerer og hvornår man kan tage den.

Hvornår kan man tage den?
Det overraskede mig lidt, at man skulle vente så længe, for man skal helst vente til den dag man forventer at få menstruation. Jeg læste også at halvdelen af de befrugtede æg ville gå til grunde og udstødes af kroppen i løbet af de 6 første uger. Jo længere man venter med at tage en graviditetstest, desto mere sikkert er svaret altså, hvilket jo giver sig selv.

Hvordan virker graviditetstesten?
Det er åbenbart hormonet ”Human Chorion Gonadotropin” (HCG), der er afgørende for testen. Dette hormon dannes nemlig kort tid efter befrugtningen, og koncentrationen af det fordobles hver 3. dag i de første 10 uger.

Hvordan gør man så, når man står med graviditetstesten?
Der findes et hav af forskellige graviditetstests, som man bl.a. kan købe på apoteket, og de er alle forsynet med brugsanvisninger. Det er bedst at tage testen om morgenen, da urinen er mest koncentreret der, men ellers kan man tage den døgnet rundt. Når man har tisset på strimlen, burde svaret kunne aflæses efter 1-5 minutter, og man skal helst have aflæst testen inden 10 minutter.

Nu ved jeg hvordan det virker, og kan altså føle mig lidt mere parat!