Nu hvor jeg snart påbegynder projekt baby har jeg haft en masse tanker kørende i hovedet. Jeg har bl.a. tænkt på, hvordan man ved at man er gravid og hvor hurtigt man kan finde ud af det. Så jeg gav mig til at undersøge, hvordan en graviditetstest fungerer og hvornår man kan tage den.
Hvornår kan man tage den?
Det overraskede mig lidt, at man skulle vente så længe, for man skal helst vente til den dag man forventer at få menstruation. Jeg læste også at halvdelen af de befrugtede æg ville gå til grunde og udstødes af kroppen i løbet af de 6 første uger. Jo længere man venter med at tage en graviditetstest, desto mere sikkert er svaret altså, hvilket jo giver sig selv.
Hvordan virker graviditetstesten?
Det er åbenbart hormonet ”Human Chorion Gonadotropin” (HCG), der er afgørende for testen. Dette hormon dannes nemlig kort tid efter befrugtningen, og koncentrationen af det fordobles hver 3. dag i de første 10 uger.
Hvordan gør man så, når man står med graviditetstesten?
Der findes et hav af forskellige graviditetstests, som man bl.a. kan købe på apoteket, og de er alle forsynet med brugsanvisninger. Det er bedst at tage testen om morgenen, da urinen er mest koncentreret der, men ellers kan man tage den døgnet rundt. Når man har tisset på strimlen, burde svaret kunne aflæses efter 1-5 minutter, og man skal helst have aflæst testen inden 10 minutter.
Nu ved jeg hvordan det virker, og kan altså føle mig lidt mere parat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar